Viggo Christensen

Viggo Christensen var en dansk politiker og fagforeningsmand. Han var den første overborgmester i Københavns Kommune fra 1938 til 1946

Viggo Christensen
29. april 1880 – 9. august 1967

Viggo Christensen blev udlært som typograf i Holbæk, gik på valsen i Europa og kom til København 1902 hvor han blev formand for Socialdemokratisk Ungdomsforening samme år. 1905 bliver han medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse hvor han sidder med frem til 1945. Viggo Christensen blev borgerrepræsentant 1909. Fra 1917–38 socialborgmester og 1938 blev han Københavns første Overborgmester efter kommunalreformen samme år; en post som han bestred under besættelsen og frem til 1946.

I hele sit virke var han engageret i et utal af bestyrelser og organisationer, spændende fra Typografisk Forbund, De Samvirkende Forbund, Børnehjælpsdagen, Julemærkekomiteen, Landsforeningen for Mentalhygiejne, Kaj Munks Mindefond og meget, meget mere. Børns ve og vel lå ham meget på sinde.

Viggo Christensen havde den svære opgave, at skulle manøvrere igennem besættelsestiden og måtte underskrive flere opråb der manede byens borgere til ro.
Samtidig var magistraten med til, fra 1944, at udgive beretninger om hvad der skete i København som kunne betragtes som illegal information og Rådhusets kældre gemte til tider også på modstandsfolk.

Sang i Fælledparken 1940
Citeret fra det Grafiske Kor – København:

”1940, da De samvirkende københavnske Arbejdersangkor tog initiativ til Alsangstævnerne i Fælledparken.
Det var givetvis besættelsen, der fik folk til at rykke tættere sammen om det nationale, som her kom til udtryk gennem sang, for ikke mindre end 80.000 mennesker samledes til det første arrangement, hvorfra der blev refereret følgende:

»Allerede ved 7-Tiden var alle Sporvogne, der gled mod Trianglen, stuvende fulde, og på Cykelstriberne stimede Ungdommen i retning af Østerbro. Folk smed Cyklerne midt ude på Plænerne og strømmede fra alle Sider hen mod den store Musiktribune. Oppe i Træerne hang Smådrenge med Tarzan-fornemmelser og bimlede med deres bare Ben. Børn kravlede op på Bautastenen. Cigaretrøg lagde sig som en blålig flimrende Tåge over højtragende Hoveder med blondt Hår. Hvide Sangerhuer lyste. Medlemmerne af De samvirkende københavnske Arbejdersangkor og Studenter-Sangerne havde ikke taget Opstilling i Grupper, men fordelte sig blandt Mængden.
Overborgmester Viggo Christensen holdt en Tale, som fremkaldt tusindstemmige Hørråb: - I aften skal Sangen lyde som et mægtigt brusende Hyldestkor til alt det, vi elsker i gamle Danmark. Vi synger til dagligt alt for lidt. Men nu er det, som om vi alle har en umiddelbar Trang til at udtrykke Kærligheden til vort Land, vort Sprog, vor Kultur og vor Nation!”

Fra Alfred Wassards bog
”Det søde med det sure - 35 år på Københavns Rådhus” fra 1986

Beskrivelse af Viggo Christensen
(s. 18)

"Viggo Christensen var som sagt en pæn, stilfærdig mand, der allerede havde siddet som O.B. fra 1938 og nu kun holdt pladsen varm indtil de første valg efter krigen. Han var som økonomiborgmester formand for den tjenestemandskommission, der blev nedsat straks efter krigens ophør, og her kom jeg ham på nært hold i min egenskab af de konservatives repræsentant i kommissionen. En enkelt gang kom vi alvorligt på tværs af hinanden. Eftersom vi konservative havde den indstilling, at tjenestemændene var sakket langt bagud lønmæssigt under dyrtiden, gik jeg stærkt ind for en forbedring af deres forhold, mere end O.B., der prøvede at holde igen og få mig til at ligge på linie med ham. Jeg svarede ham, at vi konservative ”ikke ville være skærmbræt for magistraten”. Så blev den pæne Viggo Christensen rød i hovedet og slog i bordet. Men det er også den eneste gang, jeg erindrer at have set denne sirlige, lille mand ophidset."