Stauning på trappen – ”det er alvor det her!”

En konge spiller højt spil og for at redde demokratiet må en gammel rådhustradition støves af.

Københavns Rådhus har været i centrum for mange dramatiske begivenheder. En af de alvorligste begivenheder, Rådhuset har været spundet ind i, er dog historien om Stauning under påskekrisen 1920. I påsken 1920 opstod en parlamentarisk krise, der førte det danske demokrati ud til afgrundens rand. Påskekrisen udløstes på baggrund af folkeafstemningerne om Sønderjyllands genforening med Kongeriget Danmark.

Det er en højspændt politisk situation. Siden 1661 har formanden for Københavns borgerrepræsentation haft ret til direkte foretræde for kongen. I påsken 1920 mente politikerne, at tiden var moden til at bruge den gamle særregel. De mente, at den kunne være en god direkte vej til at mildne kongen og få rettet op en fodfejl, som kunne koste ham hovedet. Den siddende formand hed dengang Thorvald Stauning - socialdemokratisk sværvægter og senere statsminister.

Konflikten bundede i, at det lå den ekstraordinært traditionsbundne kong Christian X meget på sinde at få samlet alle tidligere danske territorier under Dannebrog igen. Derfor var kongen tøvende, da den ene af to landzoner stemte for at forblive tysk. Kongen ønskede, at sætte den endelige eksekvering og anerkendelse af landdelens tyskhed i bero i håbet om, at stemningen ville vende ved en udsættelse af den endelige beslutning.

Statsminister Zahle afviste dog muligheden for at negligere befolkningens beslutning.

Derfor kaldte kongen Zahle til sig og bad ham udskrive folketingsvalg ud fra tesen om, at en mere nationalkonservativ regeringssammensætning ville tilgodese hans kongelige henstilling til at udsætte beslutningen om Sønderjyllands fremtid.

Det nægtede Zahle. I ophedet diskussion sagde statsministeren således i spøg, at kongen såmænd blot kunne afskedige ham jævnfør den kongelige ret i grundloven, hvis han var så utilfreds med tingenes tilstand.

Da vi i 1920 formelt havde folkestyre med en konstitutionel monark blev statsminister Zahle mildest talt forarget og overasket da kongen så straks gjorde netop det! Med et slag afsatte kongen hele Danmarks regering, fordi han ikke fik sin vilje.

Dermed blev Danmark kastet ud i den største test af det nye demokrati til dato. Kongen spillede højt spil, her kun tre år efter den blodige revolution i Rusland. Aviserne udkom med overskriften KONGEN BEGÅR STATSKUP. Vrede arbejdere fyldte Amalienborg slotsplads og råbte sloganet: ”Christian væk! – Republik!”

Da Stauning stod i rådhushallen og var på vej hen til Amalienborg for at sætte kongen på plads hævede en af deltagerne entusiastisk knytnæven og råbte: ”Revolution!” Til svar vendte Stauning rundt og råbte vredt tilbage: ”Hold nu kæft, det er alvor det her!” Det lykkedes også Stauning og hans meningsfælder at få afværget krisen, der senere er blevet kendt som en af de vigtigste trykprøver på demokratiet i Danmark.

Ved udsigt til store konsekvenser af uigenkaldelig karakter, bøjede kongen alligevel af og underlagde sig folkestyret. Dermed var magtforholdet for alvor blevet prøvet af og sat på plads. Demokratiet i Danmark har ikke siden været udsat for en lignende prøvelse indefra.