Spøgelser

  • Billede: Blå og røde balloner hænger under Rådhushallens tag
Kulturnatten slutter på slaget tolv og der er tid til spøgelser.

 Af Kristoffer Sahlholdt, Rådhusvagt, omviser og museumsforvalter.
 

Fra tårnklokkerne runger slagene, der sender aftenens besøgende videre ud på Rådhuspladsen. 
På denne sene nattetime er det kun Rådhusbetjentene og rengøringen, der bliver tilbage. Vi skal igang med at rydde op og få kørt stole og borde ned i kælderen. Det har været en god aften med 15.457 besøgende. Fra botanisk have lyder det, at de har haft 15.500 besøgende og er altså kommet på førstepladsen over de mest besøgte steder under Kulturnatten 2016, men vi mener, at de har rundet op.

Alle er glade, men trætte. Vi har et ritual, men det er først når oprydningen er gjort færdig, at vi skal se, hvem der været tættest på at gætte antallet af besøgende? Hvem af os går hjem med de to flasker vin? Flemming har listen!

Der bliver løftet, der bliver fejet, elevatoren midt i hallen brummer og stønner på vej op og ned og vi brokker os hver gang Martin er for hurtig med at banke elevatordørene sammen i kælderen og det hele går i stå.

Pludselig sker der noget uventet. Vi får gæster - og så tænker man igen, at Rådhuset er et magisk hus.

Fra loftet daler den ene ballon ned efter den anden. Balloner som er blevet delt ud til de besøgende, men som de har givet slip på, og som nu hænger højt over vores hoveder. Nogle af dem er allerede trætte af at hænge deroppe. Når de denne gang når gulvet, stiller de sig høfligt på deres snore uden at sige noget. Som spøgelser placerer de sig bag ryggen på ham eller hende, der fejer og kigger med.

Den trætte Julius begynder at snakke med et par af ballonerne, for at høre om de nu også er sikre på de partifarver de tilsyneladende repræsenterer.

Da vi er færdige med oprydningen kåres Dorthe som vinder med sit gæt på hvor mange gæster årets Kulturnat bragte i hus. Lyset slukkes. Alt bliver stille.
Vi må forestille os resten. I mørket daler ballonerne ned og samler sig på gulvet. De har hele Rådhushallen for sig selv indtil den lyse lørdag morgen. Indtil rengøringen møder op.

Da samler rengøringen uhøjtideligt nattens høst af tavse spøgelser sammen, punkterer dem og slæber dem ud, for nu er der tid til et nyt arrangement. Uden spøgelser!

Udgivet 2016.