Facaden

På facaderne ses mange dekorationer og udsmykninger som handler om byens og borgernes historie

Facaderne udmærker sig ved granit i bunden med røde mursten og kridtstensbånd på væggene, der kombineres på utallige måder i Dannebrogs farver. Arkitekt Martin Nyrop varierede desuden typen af vinduer; generelt bliver vinduerne i forhuset og mellembygningen mere storslåede på 2. sal.
Facaden ud til Rådhuspladsen er 72 meter lang og langsiderne ca. 242 meter lange.

Rådhusets facader rejste sig i takt med byggeriet, der begyndte med udgravning af grunden december 1892. 1894 lagdes grundstenen og 1897 stod Rådhustårnet færdigt. Man kan finde mange årstal på bygningens facade for eksempel på karnapperne eller over portene, der fortæller, hvor langt man var kommet i byggeriet.

 


Lys og mørke: På solsiden af huset, ud til HC Andersens Boulevard, lige mod vest kan man se en solnedgang; ud til Vester Voldgade, skyggesiden af huset, ses flagermus, ugler og natsværmere - noget tyder på at Nyrop tænkte i lys og mørke.

Kællingerne: I hjørnerne ud til Rådhuspladsen, i begge sider, har Nyrop placeret kællinger. Læg mærke til, hvordan den ene kælling på Vester Voldgadesiden har en tudse i munden, den anden en mønt og den tredje ingenting. De første to skal man ikke handle med. De taler grimt eller er kun ude efter dine penge. kællingerne på den modsatte side er sandynligvis de tre norner i nordisk mytologi.

Gadedrengene: Under "Kællingerne" har Nyrop lavet runde stenbænke. I bænkene har han skåret brætspil. Her ser man eksempelvis et Damspil - den tids "Pokemon" - så der også var noget til gadedrengene på byens rådhus.

Djævlene: På begge sider af rådhuset er der et vindue med et gitter formet som en lille djævel. Vi ved nu, at det var en kun 14 årig dreng, der stod i lære hos smeden i Valby der fik lov til at udføre djævlene. Smeden i Valby lavede i øvrigt urskiverne i rådhustårnet.

Absalon: Inspirationen til den gyldne Absalon der pynter forhuset er hentet fra Absalons gravmæle i Sorø, og spørgsmålet er om ikke Nyrop billedeligt vækkede den gamle bisp til live - og dermed byens historie. Absalonfiguren blev sat op 1903.

Vægtergangen: På taget, under flagstangen, ud til Rådhuspladsen står seks vægtere: det er tale om tre par. Derfor hedder dette område vægtergangen, et ordspil på, der referere til de ture vægterne foretog i gamle dage, når de gik rundt i byen om natten.

Den røde flagstang: Der bliver af og til spurgt til, hvorfor Rådhusets flagstang er rød. Det vi ved er, at den originale stang var af træ, og at den styrtede i 1912. For at det ikke skulle ske igen fik man rejst en flagstang i stål, og for at sikre den mod rust brugte man blymynje, som man kender det fra bundmaling, når man renoverer skibe.