Prærafaelisterne

  • Billede: Sort/hvidfotografi af to kvinder der sidder og væver gobeliner til Rådhuset
Her følger Carl Vang Petersens erindringer om kunstdesignstrømningerne i 1800-tallet, der førte til begrebet skønvirke.

Historien begynder i England i den sidste halvdel af 1800-tallet. Dengang opfindelsen af dampmaskinen satte gang i dampskibene, jernbanerne, i  industrien kort sagt. 

I væverierne kunne de pludselig bruge ufaglært arbejdeskraft til lav løn og elendige arbejdsvilkår. Det oprørte en gruppe kunstmalere, der kaldte sig „Prærafealisterne“. De ville tilbage til fortiden, til før Rafael, til gotikken hvor håndværk og kunst hang tæt sammen. De var mest optaget af menneskeværdigheden ved håndværket og det blev til noget, der var tæt på et religiøs syn på håndværket. 

Idéerne bredte sig ud over Europa: I England opstod bevægelsen „Arts and Craft“, i Frankrig „Art nouveau“, i Tyskland „Jugendstil“, i Danmark „Skønvirketid“. Linealerne blev lagt væk, alt skulle håndtegnes. I begyndelsen var det hele en strid mod industriarbejdets ensretning af produkterne.

I Danmark blev en ung mand færdig med uddannelsen som xylograf, en slags forfinet form for træsnit, som kunne gengive fotografier. F. Hendriksen hed han, videbegærligt rejste han til England for at lære mere om sit fag, og der blev han introduceret til de nye tanker. Da han kom hjem igen fik han oprettet „Forening for Boghaandværk” og blev snart regnet som en væsenlig person i kulturens verden, så betydningsfuld at han blev opfordret til at holde festtalen, da Rådhuset blev indviet.

Det var det hele, det er ingen disputats, men det er hvad jeg husker af historien.

Venlig hilsen

Carl Vang Petersen