Portrætmasker

  • Grotesk-maske fra rådhustårnet, der forestiller en af de fire vinde - f.eks. Nordenvinden
  • Maske fra modelkammeret. Forestiller enten arkitekt Martin Nyrop eller Martin Borch
  • Arkitekt Martin Nyrops maske på rådhustårnets balkon, hvorfra han med syv andre masker kigger ud over København.
  • Maske fra modelkammeret, Porter Lilienborg. Han var porter under hele byggeriet og meget vellidt af både håndværkere og arkitekter.
Som en del af rådhusets overdådige udsmykning indgår 75 portrætmasker hugget i granit.

Rådhuset har et væld af skulpturelle detaljer både- og udvendigt, der indgår i husets rige udsmykning. Disse tæller bl.a. en stor samling portrætter gjort i sten  (“masker”)  og monteret hhv. udvendigt langs Forhusets 1. sal, i Rådhussalen, på Borger- og Præsidenttrappen og oppe på Rådhustårnets balkon.

 

Portrætmasker
Maskerne på hver af disse placeringer er udformet forskelligt alt efter deres funktion har været hovedsageligt dekorativ eller mere kommunikerende: f.eks. er maskerne der er placeret udvendigt på Forhuset større end de andre og lavet i en mere karikeret stil, således at de er nemmere at aflæse fra gadeplan, imens de masker der sidder i Rådhushallen og oppe i Rådhustårnet er svære at se godt nok til at man kan identificere hvem personerne er, uden at vide det. 

Portrætterne forestiller hovedsageligt personer med en relation til Rådhuset - enten politikere eller folk involveret i byggeriet: arkitekter, mur- og tømmermestre osv. I Rådhussalen er der inkluderet enkelte personer uden en sådan tilknytning - f.eks. Beethoven, Bertel Thorvaldsen og komponisten I. P. E. Hartmann - hvad antyder at det har været tænkt som en måde at ære de afbildede personer. 

Sjove groteskmasker
Omvendt er det dog med de udvendige masker på Forhuset, hvis træk er groteske og overdrevne - se især de overdimensionerede ører på mange af dem. Disse skal nok nærmere forstås i konteksten af sjov og ballade håndværkersjakkene og tegnestuen imellem. For at citere kunsthistorikeren Francis Beckett, der skrev om Rådhuset imens det blev opført: “[man må] huske paa, at Stenhuggervirksomheden fra gammel Tid har Ord for at fremme sin Mands gode Humør, og man vil se, at Nyrops unge tegnere heller ikke hang med Næbbet”

 

Inspirationskilder
Det er sjældent at se portrætmasker brugt i så ekstensiv og systematisk en grad, men en mulig inspiration kan være ansigtsmaskerne der er placeret over vinduerne i en række danske slotte og lign., især de der blev bygget under Christian IV: Kronborg, Rosenborg, Frederiksborg og Børsen, f.eks. Disse er ikke portrætter på samme måde som det ses på Rådhuset, men bliver brugt på en tilsvarende konsistent facon. Martin Nyrop, arkitekten bag Rådhuset, brugte flere år på at opmåle Kronborg før han startede på opgaven med Rådhuset, så han har utvivlsomt stødt på maskerne dér.

 

Modelkammeret
Efter rådhuset var opført sørgede Nyrop for, at næsten alle gipsmodellerne fra byggeriet blev bevaret - de findes i dag på to modelkamre på Rådhusets loft. Det er herfra at vi har kunne tage de nærbilleder af maskerne, der bruges her.