Peder Nielsen Hedebol

P. N. Hedebol var den anden i rækken af socialdemokratiske finansborgmestre 1924 – 1938.

Peder Nielsen Hedebol
7. nov. 1874 – 20. jan. 1959
Finansborgmester 1924 – 1938.

Hedebol voksede op og gik i skole i Vejle. Han blev senere sekretær, først i Kommunalt Arbejderforbund, samtidig formand og kasser for Folkelig Ligbrændingsforening, senere sekretær i de Samvirkende Fagforeninger, faglig medarbejder ved Socialdemokraten og valgt ind som Borgerrepræsentant 1914. Hedebols karriere udfoldede sig indenfor arbejderbevægelsen og dens organisatoriske udvikling. P. N. Hedebol var den anden i rækken af socialdemokratiske finansborgmestre, indtil kommunalreformen 1938.

I 1938 overdrog borgerrepræsentationen beslutningskompetencen og introducerede en helt ny funktion for bystyret; Overborgmesteren. Som finansborgmester var Hedebol den stærkeste kandidat til posten, men interne magtkampe indenfor partiet endte med, at Viggo Christensen løb med posten. Hedebol blev meget skuffet og bitter. Han forlod Rådhuset og politik og partiet endte med at eksludere ham.

Viggo Christensen vs. Peder Hedebol
Fra tidligere borgmester Alfred Wassards bog: ”Det søde med det sure - 35 år på Københavns Rådhus” fra 1986: 
”Han (Viggo Christensen) var i 1938 blevet foretrukket, da den dengang nyoprettede stilling som overborgmester skulle besættes, og man kan vist roligt sige, at socialdemokraterne, der i kraft af deres mandtal kunne afgøre sagen, havde valgt ham, bl. a. for at komme uden om de stridbare borgmestre Peder Hedebol, P.J. Pedersen og Ole Andersen. De to første blev sat helt ud i 1938, og Ole Andersen, der sad i 5. afdeling, fik kun lige lov til at blive, indtil partiet i 1943 placerede gruppens formand H. P. Sørensen, i denne afdeling og herefter havde renset helt ud efter de indre stridigheder i gruppen.”(s. 17)

 

Hedebols Valnøddetræer
Fra Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 3 (1982 - 1983) 1, (Side 165-166), af Poul Bagge om Sigurd Jensen med uddrag om Hedebol:
"Et bidrag til personkarakteristik i bogen er så karakteristisk for Sigurd Jensen at jeg må have det med. 1932, under den store økonomiske krise, forelagde den socialdemokratiske finansborgmester Hedebol i borgerrepræsentationen budgettet for næste finansår. Under debatten, skriver Sigurd Jensen, »fordybede Hedebol sig - lidt übehændigt, men behændighed var ikke Hedebols stærke side - i noget der nok interesserede ham som uddannet gartner. Måske var det endda rigtigt som han sagde, at det var hans egen idé«. Han gjorde opmærksom på at der var afsat 600 kr. på budgettet til plantning af valnøddetræer på St. Hans Hospitals grund og sagde: »udgangspunktet er bestræbelsen for at finde fornuftig og økonomisk beskæftigelse for de arbejdsdygtige patienter på St. Hans Hospital, og finde den på områder, der ikke generer de frie erhverv. Min tanke er faldet på dyrkning af valnødder«.

Den konservative ordfører Bindslev gjorde ham naturligvis til grin fordi han i den ondeste krisetid »udfolder en så strålende opfindsomhed for at gå krisen imøde«. Så tilføjer Sigurd Jensen: Men hvad blev der egentlig af valnøddetræerne? De blev plantet og står den dag idag på St. Hans Hospitals område. De er meget smukke, især ved løvspringstid, og valnødder giver de også i rigt mål, men erhvervsmæssigt udbytte af dem har hospitalet vist aldrig haft. Hedebols forgængere, Borup og Jens Jensen, fik buster på rådhuset, Kaper ligeså. Hedebol må nøjes med »Hedebols valnøddetræer«, som man stadig kalder dem. Men for en gammel gartner er det vel i grunden ikke så galt«. Det er skrevet med et smil, og et venligt smil."