Overpræsidenter og Overborgmestre

København havde en Overpræsident frem til 1938 hvor Overborgmesteren overtog pladsen.

Overpræsidenten
Under belejringen af København omkring 1659 gjorde byens borgere modstand under den svenske belejring. Efter aftale med Frederik III, efter belejringens afslutning fik Københavns borgere indfriet en række krav som kaldes Københavns Privilegier af 1661.

Privilegierne bestod blandt andet i, at borgerskabet sammen med magistraten valgte 32 borgere blandt byens velstående købmænd, som i fællesskab med magistraten passede byens anliggender.

Den borgmester som tegnede formandsposten i magistraten (bystyret) blev kaldet for Præsidenten. Fra 1747 kaldet Overpræsidenten. Han blev i alle år udpeget af kongen, ligesom resten af magistratens borgmestre og rådmænd. Overpræsidenten var en adelsmand. I slutningen af Enevælden, 1840, hvor København får sit første selvstyre, sker der ændringer. Rådet skiftede navn fra de 32 mænd til Borgerrepræsentationen. Formanden for magistraten hed dog fortsat Overpræsident og blev udpeget direkte af kongen. Han var med andre ord ikke folkevalgt hvilket var en torn i øjet på politikerne hvis mål blev et demokrati efter den franske model. Indtil1924 blev Overpræsidenten udpeget af kongen, men der efter af Indenrigsministeriet. Overpræsidenten var således ofte en embedsmand fra et ministerium. I de sidste år op til afskaffelsen af Overpræsidenten som formand for magistraten blev han valgt indenfor egne rækker på Rådhuset. 

Overpræsidentens kontor lå på rådhusets 2. sal i forhuset, hvor Overborgmesteren har til huse idag.

Overborgmesteren
1938 får København egentligt parlementarisk demokrati hvor borgerrepræsentationen stemmer og har ret til at beslutte uden indblandning. Magistratens medlemmer vælges blandt borgerrepræsentationens medlemmer og den bliver herefter administrativ myndighed. Overpræsidenten træder ud af magistraten, og formandskabet overgår til Overborgmesteren.

Bag ændringen stod rådhusets den gang fem borgmestre, ført an af Sigvard Munk, der forhandlede med Statsminister Stauning om reformen. Stauning havde haft sin gang på rådhuset og kendte problematikken indefra, så der var stor enighed om en ny ordning.

Københavns første Overborgmester blev Viggo Christensen. Hans buste står på Søjlegangen udenfor Overborgmesterens kontor.