Magistratssalen

  • Billede: Magistratssalen set fra den ene ende. Her kan man især se de to store lysekroner over bordet samt de gule vægtapeter.
Rådhusets Magistratssal er placeret i forhuset

Magistratssalen ligger på 2. sal i hjørnet ud til Rådhuspladsen/H. C. Andersens Boulevard. Magistratssalen bliver brugt til møder, blandt andet til de afsluttende budgetforhandlinger og til Overborgmesterens pressemøder.

Beskrivelse
Den mest fremtrædende udsmykning i magistratssalen er salens okkergule italienske silketapeter der rammer lokalet ind; der hænger to vældige lysekroner over et stort solidt bord med mønstre i fin intarsia og omkring bordet står en række karminrøde mødestole med sorte antimakasser. Langs væggene ses sirligt udskårne bogreoler fyldt med blandt andet læderindbundne udgaver af forhandlingerne. I loftet ses SEBSB skåret i salens tværgående loftsbjælker - "Saa er By som Borger", Rådhusets fyndord. I stukken sidder små spurve og store ugler.

Magistratsalens karnap - en af to - vender ud mod Rådhuspladsen. I karnappen er skrevet navnene på byens borgmestre siden 1300-tallet. Udskåret i karnappens paneler er otte danske ordsprog: fx "Man må vove at ville" eller "Gør selv første skridt."

På magistratssalen vægge hænger også en lang række borgmesterportrætter.
Portrætterne skiftes ud løbende, men et enkelt får lov til at blive. J.F. Willumsens dobbeltportræt af den liberale borgmester Jacob Marstrand i forgrunden og med rådmand Gustav Philipsen.
Borgmesterportrætterne er malet af kunstnere efter borgmestrenes eget valg.


Stilart
Skønvirke & Nationalromantik.


Historik
Magistratssalen hed oprindeligt Overpræsidentens Mødesal. Overpræsidenten var amtsmand og sad som formand for borgmestrene i magistraten. Overpræsidenten blev ersattet af Overborgmesteren 1938. I magistratssalen er der foregået mange lange og tunge forhandlinger igennem tiderne, så som budgetforhandlinger. 

De italienske silketapeter og stolenes karminrøde stof blev skiftet ud i forbindelse med en række renoveringer 2005 - på 100-års jubilæet for Rådhusets indvielse. De originale mønstre fandtes i Stadsarkivet og den italienske fabrik der produceret orginaltapeterne fik en ny bestilling på to sæt. Dels betingede sig fabrikken en stor bestilling og dels har man sikret sig til fremtidig renovering.


Inspiration
Nordisk mytologi


Anekdoter
Dobbeltportrættet:
Et maleri skiller sig ud: alle vidste, også borgmester Marstrand selv, at det var hans rådmand, der styrede afdelingen. Willumsen malede derfor et dobbeltportræt af borgmester Marstrand og hans rådmand Philipsen. Selv om Marstrand sidder i forgrunden og Philipsen bag ved, springer Philipsen frem i kraft af den rødviolette beklædning.

Lyset i karnappen:
Der skal altid være lys i karnappen om natten; det er en tradition. Vinduet med det tændte lys, sammen med vinduet i biblioteket kaldes "Byens øjne".

Nyrops cadeau til tjenestefolkene: 
I det dørpanel der skjuler trappen til anretterkøkkenet på loftet, hvor tjenestefolkene og serveringsdamerne bar maden op og ned til festsalens gæster ad trappen til 4. sal, gav Nyrop folkene et cadeau med på vejen: der står "Klog mand, egen tjener" på dørpanelet. Ja, man er bedst tjent med at klare sig selv.

 

Ønsker du at høre mere om husets historie og brug? Book en rundvisning her.