Kisten

Det er ikke hver dag, man finder en skat.

Selv for garvede "gamle" betjente, der har haft sin gang på Rådhuset i både 10, 20 og 30 år og som mener de kender husets kroge og hemmeligheder, kan der af og til ske noget uventet.

Det alle går og drømmer om skete efter sommerferien i august 2009. Vi fandt en skat!

Formand Per Larsen havde været rundt året før, for at afprøve og ordne Rådhusets nøgler. Der er nogle stykker; mange nøgler er små, men nogle er på størrelse af en hånd.

Per tjekkede nøgler til rum, skabe og kister og var endelig færdig med sit store projekt. Men der var en nøgle tilbage. Det fremgik af bøgerne at nøglen passede til en kiste, men hvordan han end prøvede at sætte den i låsen, ville den ikke gå ind.

Kisterne på huset er meget gamle, flere er ældre end Rådhuset og er flyttet med fra de tidligere rådhuse. Måske er de fra 1700-tallet eller endnu ældre. Han tilkaldte en låsesmed som desværre måtte melde, at han ikke var i stand til at hjælpe. Han sagde, der ikke var nogen låsemekanisme bag nøglehullet. Kisten forblev lige så lukket som den hele tiden havde været det. Så gik der et år.

Så fik Søren fra håndværkergruppen den idé, at han ville åbne kisten. Han fandt frem den samme store nøgle som Per havde haft, men den duede stadig ikke. Var dette nøglen til kisten?

Så kom Søren i tanke om Fjensen. Fjensen er en gammel betjent der har haft sin gang på rådhuset siden 1963. Jo, da. Den lås der er synlig på kisten, er en snydelås - der er faktisk ingen låsmekanisme i den. I stedet skulle Søren skubbe en del af kisten til side, så åbenbarede sig det rigtige nøglehul. Nu stod der straks fem betjente over kisten når låget blev åbnet -og der lød en jubel.

Der var ikke guld i kisten - nej, det var ikke den slags skat: det var en rigtig Rådhusskat. Her lå alt hvad en Rådhusbetjent kan ønske af små knapper, emblemer, forme og billietmaskiner, alt sammen fra "tidernes morgen". Fra dengang man gjorde noget ud af tingene.

Vagtleder Pyrmer var med. Han ringer straks til Per på mobilen for han vidste jo hvor meget arbejde Per havde lagt i, at få  kisten åbnet uden at det var lykkedes for ham - og nu hvor den gik op, var han ikke til stede. 

Vagtleder eller ej. Per tror ikke et ord af hvad han siger. Der skal flere kollegaer til at overbevise ham - men han må alligevel vente med at se skatten til dagen efter. Han sidder med konen på café, kun ti minutters gang fra kisten. Men lad os slå fast for Per som det er:

Ens kone kan ikke lide, når man er gift med rådhuset!