Københavns sjette Rådhus

Københavns sjette Rådhus blev opført fra 1894-1905 af arkitekt og bygmester Martin Nyrop.

Arkitekt Martin Nyrop vandt konkurrencen om Københavns sjette Rådhus, der blev udskrevet 1889. Temaet var: "Et rådhus til den dybeste alvor og til den højeste festlighed i tilværelsen". Bystyret arbejdede med flere idéer til Rådhusets placering; valget faldt på Vestvoldens gamle terræn (fjernet 1880) mellem middelalderbyen og Tivoli. Området havde været skueplads for "Stormen på København" 1659, hvor borgerne forsvarede by, land og konge mod angreb fra svenske tropper. Placeringen passede derfor fint til Rådhusets formål, der ud over at huse byens voksende styre og administration, var at beskrive byens og borgernes historie.

I 1800-tallet siktede Stadsarkitekterne på at få en moderne by, med åbne pladser, promenader og boulevarder, efter fransk forebillede. I forbindelse med rådhusbyggeriet kommer boulevarderne - Vester Voldgade, Vestre Boulevard (HCA Andersens Boulevard), Vesterbrogade og Nørre Alle. Fra 1800-tallets midte og frem, blev der bygget mange institutioner af høj klasse på de gamle voldområder: Statens Museum For Kunst, Glyptoteket, Videnskabernes Selskab, Hovedbanegården ved Vesterport, hovedbrandstationen, Pumpehuset, Botanisk Have, Axelhus osv. Der blev desuden oprettet mange parkområder. Omkring 1850, var indbyggertallet ca. 150.000 og størsteparten af indbyggerne holdt sig indenfor voldene. Ved århunderedskiftet var voldene fjernet og indbyggertallet vokset markant til ca. 320.000. Nørrebro og Frederiksberg begyndte at udvikle sig til byområder og inden længe blev bydele som Vanløse og Brønshøj en del af København.

I denne ny tidsalder rejste sig Rådhustårnet som landets den gang højeste bygningsværk og som symbol på borgermagten og demokratiet.

Find hele tidslinjen for Københavns sjette og sidste Rådhus her.