Hvordan det hele går til

Borgermøderne er ikke hvad de har været.

Før indførelsen af udvalgstyret tog man sig god tid, først til forhandlingerne og så med det, at spise og drikke. Det hørte ligesom til, at der skulle nogle genstande ned. Rådhuset ulmede af snak og lys til den tidlige morgen.

Det skete, ikke hver gang, men det skete, at betjentene hjalp en herre, der havde besvær med at komme hjem - og da taxaen ikke ville tage ham med, så blev kassevognen taget i brug.
Og dengang som nu var der tavshedspligt.

I dag kan Borgermøderne vare helt ned til 15 minutter. Det var vist rekorden men, at det i det hele taget lader sig gøre skyldes to ting: forslagene er færdigdebatterede i udvalgene og lysten til brandtaler og til at slukke efter med sild, snaps og cigar hører ikke tiden til.

Talestrømmen fra talerstolen, hvad med den? Retten til at tage ordet... Forhandlingen.
Når Borgermøderne flyver afsted og der ikke bliver forhandlet, er der heller ikke ret meget at overvære. Man kan vel spørge, om ikke demokratiet har et problem?

På tilhørerlogen sidder et par vildfarne der er mødt ind til forhandlingerne for, at opleve "hvordan det hele går til".
"Borgermødet er slut!" lyder der over betjenes radioer.
Sådan går det til.

Rådhusbetjentene lukker ned, låser af, stiller skilte på plads og samles til sidst i hovedporten for at "skrives af".

Nu er man på vej hjem. Betjentene løsner slipsene, slukker radioerne og fjerner udstyr fra ørerne mens de krydser over Rådhushallen.
Man får lyst til at synge: "Fem betjente kom marcherende..."

Så når betjentene frem til dobbeltdøren ved Tivoliporten og haven. Den ene dør er ikke fastgjort "på behørig vis".
Første mand retter problemet. Anden mand tjekker, at første mand gjorde det rigtigt. Tredje mand retter for sjov. Fjerde mand fanger idéen og ordner også han hvad ordnes kan. Femte mand sørger for at tjekke efter med en lyd fra håndtaget, så første mand må se sig tilbage: "Hvad sker der!?" "Vi gør vores arbejde!" "Vi stoler ikke på dig!" bliver der svaret. "Og heller ikke på hinanden!"

At være opmærksom, er ligesom Rådhusbetjentenes mærkesag og her går hele fem opmærksomme betjente i nakken af hinanden.

Så nu ved I to ting: Det første er, hvor mange betjente der skal til for at lukke en dør. Det andet er, at borgermøderne aldrig er, hvad de kunne have blevet.