Her lades alt håb ude

  • Billede: Henny Frantzen stå i de nuværende Linnedstue, der tidligere var byplanstegnestuen.
Henny Frantzen: Om tiden hvor hun arbejdede på Byplanstegnestuen.

Af Kristoffer Sahlholdt, Rådhusvagt, omviser og museumsforvalter. 

Henny Frantzen arbejdede på Byplanstegnestuen i 4. afdeling i årene 1963-1967. Det var på Rådhusets loft, hvor Linnedstuen holder til i dag. ”Det passer fint!” siger jeg. ”Jeg har arbejdet som rådhusbetjent i 18 år. For nylig åbnede vi nogle skabe i gangen, der har stået aflåste i al den tid. Skabene bugnede med matrikelkort! Vi tømte skabene og overdrog dem til Oplysningskontoret, så vi kunne frigøre plads til rådhusmuseet på den anden side af huset.”

Jeg peger: ”Henny, du siger, I arbejdede i rummene her bag ved?” Henny nikker bekræftende. ”Vi kom op af trappen fra den anden side…” Efter en lille snak frem og tilbage bliver vi enige om, at man ikke brugte elevatoren i køkkenet dengang, for den kom først til 1974.” ”Jeg troede Linnedstuen flyttede på loftet for mange, mange år siden,” siger jeg. ”I begyndelsen, 1905, lå Linnedstuen i parterre 3 og 4.” ”Ja?” svarer Henny. ”Men nej, vi sad her oppe på loftet og arbejdede. Her lå Byplanstegnestuen.  Jeg ved ikke, hvornår Byplanstegnestuen lukkede og Linnedstuen flyttede ind, men jeg stoppede i 1967, og min mand, der arbejdede samme sted, holdt vist op i 1969…” ”Det kan tænkes, de flyttede under den store renovering af rådhuset 1974,” tænker jeg højt. ”Hvordan kom du til at arbejde her?” spørger jeg. ”Jeg manglede arbejde, så spurgte jeg rådhusvagten i porten. Han fulgte mig op til Byplantegningskontoret; jeg kunne jo altid udfylde et ansøgningsskema, sagde han. Da vi kom op, sagde chefen, Karl Henningsen, at der ikke var brug for nogen, men jeg fik skrevet mit navn og telefonnummer. Så gik jeg ud i byen for at finde noget andet. På Illum manglede de juleassistance. Men så ringede Karl igen. Jeg fik at vide, at han godt kunne bruge en jyde. Han var vist selv jyde. Jeg forklarede, at jeg havde fået job som juleassistent, og så aftalte vi, at jeg kunne begynde efter jul den 1. januar 1963. Da jeg først kom i gang, fik jeg mange uddannelser. Jeg kom på "nivelleringskursus" og lærte om, hvordan vi målte op i byen. Jeg fik "vejkursus" og "kursus om vejbelægninger".

Ud over at tegne byplaner fortæller Henny, at hun og hendes kollegaer opmålte ejendomme, gårde, trapper osv. ude i byen. "Når vi var ude at måle op i den gamle by, var der mange steder, hvor der ikke fandtes tegninger. Sommetider måtte vi sjusse os frem. Vi målte voldarealerne og gjorde også modeller af dem. Der blev på et tidspunkt lavet en stor flot model i træ, i skala 1:500 af indre by, som blev udstillet på Bymuseet. I det ene rum, havde afdelingen en pantograf. Det var apparat, der kunne forstørre tegninger, men den var så stor, at man nogle gange måtte klatre op på den, når man kopierede.” ”Var det ikke ganske moderne for sin tid?” spurgte jeg. ”Det var ret moderne. Vi stod også ved lysborde og vi lavede aftryk hos Tutein & Koch ved Vartov. Vi havde et stort arkiv med tegninger på loftet… der var der til gengæld meget støvet…”

Vi går lidt frem og tilbage mellem rummene på Linnedstuen, hvor Byplanstegningskontoret lå. Vi finder ud af, at Henny sad og arbejdede ved et vindue, hvor oldfrue Maya Villadsen har hendes kontorplads i dag. I rummet til venstre sad Hennys chef. Og til højre sad hendes kommende mand Hardy. ”Der var frie forhold, man gik jo ud i byen og målte op i nogle timer. Folk troede ofte, at vi kom for at kontrollere og spurgte, om vi var ude efter deres ulovlige cykelskure. Vi svarede drillende, at vi var ved at tegne op til et svømmebassin.”

Jeg prøver at forestille mig stemningen i 1960’erne. Nede på Vestre Boulevard havde man sløjfet Rådhushaven og omdøbt gaden til H. C. Andersens Boulevard. Rådhusforvalteren igennem mange år, Kaarøe, gik bort i 1956 og det markerede et stort skifte. Hierarkierne betød meget, men man begyndte så småt at tiltale hinanden ”du”. I 1960’erne var Henny en ung pige. Det var nemt at få jobs, og hun fortæller, hvordan de unge holdt sammen: ”Lederne var som regel en del ældre og nogle lidt sære typer. Chefen hed som sagt Karl Henningsen. Han kom altid ind og sad med os om morgenen, så tog han sokkerne af, når det var vinter, og nulrede tær. Det syntes vi unge var lidt for meget.” Karl Henningsen var vel 50-60 år og havde arbejdet i kommunen i mange år. ”Vi arbejdede ca. 12 personer i afdelingen. Fire ældre, tre i trediverne og fem elever. De unge fyldte med andre ord en del. Souschefen hed vist Hans Ropke.”

Jeg spørger: ”Men så I noget til Anretterkøkkenet her ved siden af? Det ligger dør til dør?” ”Nej,” svarer Henny. Vi kom den anden vej fra, og vi var aldrig i køkkenet. Der var også kun personale i køkkenet, når der var arrangementer. Ude i anrettergangen arrangerede de store fade med rådhuspandekager og op til de store fester sad de og pillede rejer ude i gangen…” ”I Anrettergangen?” ”Nej, lige her udenfor, foran skabene. De sad og knevrede og pillede og fyldte rejer i store vaskefade. Vi fik kun lov at lugte rejerne… Men nogen gange fik vi også rejer…” indrømmer Henny. ”Stadsarkitekten sad nedenunder, og der arbejdede Jan Glæsels far. Han var en spøjs og meget distræt type, der spillede violin. Når vi skulle på toilet, gik vi altid ned, for der var ikke noget toilet på loftet. Det betød, at vi gik ad gangen, og jeg husker, præcis som første dag hvor jeg søgte arbejde, at der på en af bjælkerne stod – lige når man kom op: ”Her lades alt haab ude”. Man sagde ellers, at det var godt at arbejde for kommunen. Der var også højere elevlønninger end i det private. Jeg fik 540 kr., hvor man ude i det private typisk tilbød 465 kr. om måneden. Man sagde, at arbejde for staten eller kommunen var ”den evige hvile”. Lønnen steg efter anciennitet. Min mand fik også udbetalt halv løn af kommunen, da han blev indkaldt som soldat. Det var en god arbejdsplads. Lønnen blev udbetalt i brune papirposer i kommunens bank, hovedkassen. (Hovedkassen lå i stuen på Rådhuset og lukkede helt omkring 1974) Men så en dag skulle alle pludselig have en konto, og så måtte vi gå over i Privatbanken på Rådhuspladsen. Vi stod i lange køer imens de bladrede i udskrifter for at finde ens seddel, bogføre den og sætte beløbet ind på kontoen, hvorefter man kunne hæve dem. Det var omkring 1965-66. Efter min tid på Rådhuset kom jeg selv til at arbejde i en bank – og jeg fortsatte i banksektoren, indtil jeg gik på pension. Så sad jeg selv og skrev lønsedler ud…”

Henny blev gift i Bryllupssalen med mand hendes nummer to den 12. december 1973. Den store skranke, tegnet af Kaare Klint, stod den gang i ventesalen og kommunen gav en lille tale til parrene på vejen. ”Jeg kan huske, at man fortalte om Skovgaards vægmalerier og hvad de forestillede. Måske fik vi også en lille morale med på vejen. Vi sad og ventede på tur sammen med 15 andre par. Jeg husker, der kom et par og spurgte om de ikke måtte komme til først. De havde en grønthandlerbutik og havde lige lukket butikken en time!”

Tak til Henny og for hendes tidsbilleder fra livet på Rådhuset i 1960’erne!