Hans Peter Sørensen

Hans Peter Sørensen var meget karismatisk og byens Overborgmester i årene 1946 - 1956.

Hans Peter Sørensen
18. december 1886 - 29. maj 1962

H. P. Sørensen blev født i København. Han var arbejdsmand og deltog i fag- og politiske foreningsmøder. 1915 blev han redaktør for ”Fremad”. Han var formand for diskussionsklubben ”Karl Marx”. Redaktør for ”Klokken 5” i årene 1918-1924, rigsdagsmedarbejder for "Socialdemokraten" 1924 og blev chefredaktør for samme blad 1928. Under besættelsen og efter tysk krav måtte han træde tilbage som redaktør1941. Her efter var han tilsynsførende for aldersrenteboliger 1941. Han blev Trafikborgmester 1943 og til sidst en meget populær overborgmester i årene 1946-56.

Som redaktør havde H.P. Sørensen banet vej for sin ven Viggo Christensen til overborgmesterposten, da han 1938, i ”Socialisten” uden omsvøb kritiserede den daværende finansborgmester Hedebol for styringen af Københavns økonomi. Finansborgmesterposten var ellers den mest betydningsfulde borgmesterpost og Hedebol havde udsigt til, at blive overborgmester ved reformen. Blandt andet på grund af H. P. Sørensens skriverier blev i stedet den karismatiske Viggo Christensen udnævnt til Overborgmester. Hedebol valgte, at forlade Rådhuset. Han rettede bitter kritik af socialdemokratiet og endte med, at blive ekskluderet fra partiet.

Trafikborgmester under besættelsen
Under besættelsen var H. P. Sørensen Trafikborgmester. Under folkestrejken 1944 stod sporvognene stille ovenpå en skudepisode hvor en sporvogn var indblandet men det var vigtigt for bystyret at vise tyskerne at de samarbejdede. H.P. Sørensen mødte derfor op ved en remise for, at køre med den første sporvogn for at det hele skulle komme i gang igen, men protester resulterede i at kørestangen blev trukket ned og vinduer knust og man måtte opgive kørselen. At være borgmester under besættelsen var en balance. H. P. Sørensens baggrund som redaktør var nemlig medvirkende til, at Rådhuset lavede de til tider halvt illegale meddelelser om Københavns tilstand i de sidste år af krigen. Der kunne for eksempel stå:

”Det kan endvidere oplyses, at der i Tiden mellem Kl. 8 og 15 i Dag er saaret 114 Mennesker og i hvert Fald dræbt en halv Snes. Særlig haardt er det gaaet til paa Amager, hvor baade Landtropper og Flyverne har beskudt Holmbladsgade.”

Beskrivelse af H.P. Sørensen
der indtager talerstolen 2. juni 1943 (s.14) fra Alfred Wassards bog ”Det søde med det sure - 35 år på Københavns Rådhus” fra 1986:

”Hvad han sagde, husker jeg ikke, men hans stemme overraskede mig. Den var meget hæs, og jeg sagde til Poul Claussen: ”Det er synd, at han netop er forkølet i dag.” Poul Claussen svarede: ”Han er skam ikke forkølet. Sådan er hans stemme altid.”
Foruden sin særprægede stemme, havde H. P. Sørensen endnu et kendetegn: Et rødt fuldskæg. Det klædte ham faktisk godt, men han havde kun haft det i nogle få år og egentlig netop for at gøre sig ukendelig for tyskerne. For hans vedkommende virkede det lige stik modsat hensigten. Mange forsøgte i disse år at gemme sig bag et skæg, og H. P. Sørensens venner havde opfordret ham til at gøre det samme, efter at han i 1941 efter tysk krav var blevet afsat som redaktør af Socialdemokraten, fordi han havde forsøgt at hindre optagelsen i bladet af nogle begejstrede kronikker om nazismens Tyskland, skrevet af forfatteren Harald Bergstedt.
Det lykkedes ikke for H. P., som alle kaldte ham, at gemme sig bag skægget. Tværtimod blev det hans særpræg, der naturligvis dominerede alle de mange karikaturetegninger, som hans flittige optræden gav anledning til både under besættelsen og efter denne. Og han beholdt skægget også efter 5. maj 1945, fordi det nu var blevet et blikfang, som hans partifæller bad ham om at bevare, indtil han gik af som overborgmester i 1956. Så lod han det falde, men personligt syntes jeg bedre om ham med skægget, end uden det. Det gav hans ansigt karaktær."