Hans Peter Sørensen

  • Et billede af hans tid på Københavns Rådhus
  • Overborgmester 1956
  • Billede: Sort/hvidfotografi af Hans Peter Sørensen
Den karismatiske Hans Peter Sørensen var byens Overborgmester i årene 1946 - 1956.

Et genkendeligt grårødt skæg, en brølende hæs stemme og rigtig karismatisk personlighed. Lyt til Københavns Rådhus' lydfortælling 'Overborgmestrene', hvor Hans Peter Sørensens tid under besættelsen og på Overborgmester-kontoret bliver vendt. 

Hans Peter Sørensen
18. december 1886 - 29. maj 1962

H. P. Sørensen blev født i København i 1886. Han var arbejdsmand og deltog i en lang række fagforenings- og andre politiske møder. I 1915 blev han redaktør for ”Fremad”. Han var desuden formand for diskussionsklubben ”Karl Marx” og redaktør for ”Klokken 5” i årene 1918-1924, rigsdagsmedarbejder for "Socialdemokraten" i 1924 og chefredaktør for samme blad fra 1928. Under besættelsen og efter tysk krav måtte han træde tilbage som redaktør i 1941. Herefter var han tilsynsførende for aldersrenteboliger i 1941. Han blev Trafikborgmester i 1943 og til sidst en meget populær overborgmester i årene 1946-56.

Som redaktør havde H.P. Sørensen banet vejen for sin ven Viggo Christensen til overborgmesterposten, da han i 1938 i ”Socialisten” uden omsvøb kritiserede den daværende finansborgmester Hedebol for styringen af Københavns økonomi. Finansborgmesterposten var ellers den mest betydningsfulde borgmesterpost og Hedebol havde udsigt til at blive overborgmester ved reformen. Blandt andet på grund af H. P. Sørensens skriverier blev det i stedet den karismatiske Viggo Christensen, der blev udnævnt til Overborgmester, og Hedebol valgte at forlade Rådhuset. Han rettede en bitter kritik af Socialdemokratiet og endte med at blive ekskluderet fra partiet.

Trafikborgmester under besættelsen
Under besættelsen var H. P. Sørensen Trafikborgmester. Under folkestrejken i 1944 stod sporvognene stille ovenpå en skudepisode, hvor en sporvogn var indblandet, men det var vigtigt for bystyret at vise tyskerne, at de samarbejdede. H.P. Sørensen mødte derfor op ved en remise for at køre med den første sporvogn og sætte gang i trafikken igen, men protester resulterede i at kørestangen blev trukket ned og vinduer knust, og man måtte opgive kørslen. At være borgmester under besættelsen var en balance. H. P. Sørensens baggrund som redaktør var nemlig medvirkende til, at Rådhuset lavede de til tider halvt illegale meddelelser om Københavns tilstand i de sidste år af krigen. Der kunne for eksempel stå:

”Det kan endvidere oplyses, at der i Tiden mellem Kl. 8 og 15 i Dag er saaret 114 Mennesker og i hvert Fald dræbt en halv Snes. Særlig haardt er det gaaet til paa Amager, hvor baade Landtropper og Flyverne har beskudt Holmbladsgade.”

Beskrivelse af H.P. Sørensen

Fra Alfred Wassards bog ”Det søde med det sure - 35 år på Københavns Rådhus” fra 1986, s. 14:

Sørensen indtager talerstolen 2. juni 1943.

”Hvad han sagde, husker jeg ikke, men hans stemme overraskede mig. Den var meget hæs, og jeg sagde til Poul Claussen: ”Det er synd, at han netop er forkølet i dag.” Poul Claussen svarede: ”Han er skam ikke forkølet. Sådan er hans stemme altid.”
Foruden sin særprægede stemme, havde H. P. Sørensen endnu et kendetegn: Et rødt fuldskæg. Det klædte ham faktisk godt, men han havde kun haft det i nogle få år og egentlig netop for at gøre sig ukendelig for tyskerne. For hans vedkommende virkede det lige stik modsat hensigten. Mange forsøgte i disse år at gemme sig bag et skæg, og H. P. Sørensens venner havde opfordret ham til at gøre det samme, efter at han i 1941 efter tysk krav var blevet afsat som redaktør af Socialdemokraten, fordi han havde forsøgt at hindre optagelsen i bladet af nogle begejstrede kronikker om nazismens Tyskland, skrevet af forfatteren Harald Bergstedt.
Det lykkedes ikke for H. P., som alle kaldte ham, at gemme sig bag skægget. Tværtimod blev det hans særpræg, der naturligvis dominerede alle de mange karikaturetegninger, som hans flittige optræden gav anledning til både under besættelsen og efter denne. Og han beholdt skægget også efter 5. maj 1945, fordi det nu var blevet et blikfang, som hans partifæller bad ham om at bevare, indtil han gik af som overborgmester i 1956. Så lod han det falde, men personligt syntes jeg bedre om ham med skægget, end uden det. Det gav hans ansigt karakter."