Bystyret i København

En kort beskrivelse af bystyrets udvikling siden 1200-tallet.

De tidligste skriftlige kilder omkring bystyret i København fremgår af Stadsretten fra 1294. Bystyret får sit første rådhus på 1200-tallet men samtidigt fastholder man det traditionelle byting der blev holdt under "Byens træ". Det vil sige, at man gik ud af rådhuset og holdt ting udenfor frem til 1600-tallet. (At tinge er et gammelt ord for at forhandle).

Rådhuset rummede bystyrets administration, med tilhørende fangekælder og værtshus. 1840 fik København et særligt selvstyre. Indtil da var bystyret underlagt staten og kongen. Efter Grundlovens indførelse 1849 blev styreformen reformeret. Der var dog sat en del begrænsninger i forhold til, hvem der kunne vælges ind. Man skulle være mand, have en høj indtægt og borgmestrene blev valgt på livstid. Kongen havde også en amtsmand, en sk. Overpræsident sidende som formand for magistraten, der havde det sidste ord at skulle have sagt, det vil sige en slags vetoret. Overpræsidenten blev afskaffet 1938. Først der efter fik Borgerrepræsentationen overdraget beslutningskompetencen og der blev indført et egentligt palamentarisk demokrati. Man introducerede en helt ny funktion for bystyret; Overborgmesteren. Overborgmesteren og de øvrige borgmestre bliver valgt blandt borgerrepræsentationens medlemmer. Siden har der været flere reformer. Det nuværende styre kom med reformen 1998 og indebærer større magt til udvalgene. 

Tradition

På rådhuset hænger to sværd ved siden af baldakinen over formandens stol i borgersalen. Sværdene er originale og blev brugt ved åbningen af tingmøderne i 1600-tallet. Her blev byfogeden, som var den tids borgmester, flankeret af to sværdbærere bysvende - den tids rådhusbetjente - mens man blæste fanfare i lure af den slags man kender fra vikingetiden. De to ceremonielle sværd brugt til det traditionelle tingmøde blev hentet ud af Nationalmuseets samling, og giver historisk styrke til nutidens forhandlinger.

”De 32 mænd”

Københavns borgmester var før i tiden udpeget af kongen, men under den svenske belejring af København i 1659 under Frederik III, fik København et borgerråd kendt som "De 32 mænd". Det var ikke tale om selvstyre, men de fik en slags mæglerrolle, når borgerne ville i kontakt med kongen. Rådet var en unik forsamling af respekterede borgere og handelsmænd, der håndterede spørgsmål omkring erhvervsliv, lov og orden, skatteopkrævning, affaldshåndtering, fattighjælp m.m.

Borgerrepræsentationen

I slutningen af enevælden får København mere selvstyre og rådet skifter i 1840 navn til Borgerrepræsentationen, som det har heddet siden og som i dag Københavns øverste politiske myndighed, der udstikker rammerne for udvalgenes opgaver.

Efter revolutionen i 1848 og Grundloven i 1849 opnår København et egentligt selvstyre, hvor borgerne får magten. Men dog med begrænsninger. I den første borgerrepræsentation var der kun 1,8 procent af borgerne, der kunne vælges ind i Borgerrepræsentationen, der tilmed skulle leve op til en række krav: man skulle være mand, 26 år, eje fast ejendom i byen samt have en indtægt på mindst 800 kroner om året (svarende til en nutidig mangemillionær). Derudover sad der en overpræsident, en slags embedsmand, som var udpeget af kongen. Overpræsidenten havde vetoret og fungerede som formand for magistraten – det overordnede styre.

Det parlamentariske demokrati

1938 fik København et parlamentarisk demokrati, hvor Borgerrepræsentationen stemmer og har ret til at træffe beslutninger. Den administrative myndighed bestående af borgmestre også kaldet magistratens medlemmer vælges ligeledes af borgerrepræsentationen. Denne reform betød, at Overpræsidenten trådte ud af magistraten og at formandskabet overgik til Overborgmesteren, som også er Københavns øverste ansvarlige i dag.